Lad os for det første hurtigt undvære tanken om, at 'A Whisp Of The Atlantic' er en EP. Hele konceptet med EP'er er blevet meget misbrugt i de senere år: det faktum, at denne fem-numre indsats varer cirka ni minutter længere end 'Reign in Blood' bør skubbe det langt forbi den markør, man kræver for albumstatus. Betyder det noget? Under normale omstændigheder sandsynligvis ikke. Men da dette er en af de fineste plader JORDARBEJDE har lavet i lang tid, virker det en skam at reducere det til grænseoverskridende stopgap-status.
I sandhed, 'A Whisp of the Atlantic' ville være en EP, hvis det ikke var for dets kolossale titelnummer. Seksten minutter lang og let den dristigeste og mest opfindsomme ting, svenskerne nogensinde har indspillet, propper den i flere værdsatte aspekter af deres lyd, mens den skubber hele oplevelsen ind på et funklende nyt territorium. Melodierne er, som man kunne forvente, ensartet enorme og ja, Bjørn 'Speed' Strid fortsætter med at fascinere med sine ekstraordinære vokaltalenter, men dette er åbenlyst en holdindsats, og hele bandet har udmærket sig her, både hvad angår komposition og præstation. Gribende fra start til slut, 'A Whisp Of The Atlantic' fyldt med geniale ideer: et mindre band ville have malket hver enkelt til en selvstændig sang, men JORDARBEJDE har skabt noget langt mere fordybende, spændende og kraftfuldt i stedet for. Sangens klagende, jazzede trompetcoda er en særlig pæn smule drilsk tæppetrækning.
Derefter kan de andre fire sange næppe undgå at blive overskygget, men hver af dem peger på, at endnu flere evolutionære skridt tages af dette mest klassiske af bemærkelsesværdige melo-dødsbands. 'feberagtig' er en sublim minisymfoni, der vrider uendeligt drama fra JORDARBEJDE s nuancerede, men tordnende ensembleoptræden. 'Desperado' og 'Death Diviner' er begge instant hymner, med Strid skifter ubesværet fra barbarisk brøl til sirupsagtig croon. Men det er vigtigt at bemærke, at denne inkarnation af bandet ser ud til at have forkastet alle formler til fordel for en mangfoldig metaltilgang. Der vil utvivlsomt altid være nogle old-school-fans, der stadig beder om en tilbagevenden til den direkte brutalitet. JORDARBEJDE 's tidlige albums, men deres bredde af visioner og frygtløshed vil simpelthen ikke tillade det at ske. I stedet, som de demonstrerer på 'Intetheden og djævelen' - en munter afvigende blanding af old-school troper og banebrydende raseri - disse veteraner perfektionerer stadig deres håndværk og fortsætter med at vokse som sangskrivere. Det titelnummer er dog det afgørende: det er svært at forestille sig noget af det JORDARBEJDE 's mere oplagte jævnaldrende drager ud af sådan en svimlende nydelse med næsten samme flair.
Print
